NYT MONUMENT I MINDELUNDEN

Ca. 6.000 danske søfolk traf et aktivt valg om at gå i allieret tjeneste, da store dele af handelsflåden blev afskåret fra Danmark ved besættelsen den 9. april 1940. Dermed kom søfolkene bl.a. til at deltage i den livsvigtige konvojsejlads mellem Storbritannien og USA. 

Men danske søfolk deltog også i egentlige krigshandlinger. 


25 danske skibe og omkring 800 danske søfolk var med ved D-dag: Landgangen i Normandiet den 6. juni 1944. I alt mistede mere end 1.000 af de danske søfolk i allieret tjeneste livet under krigen.

I efteråret 2017 opføres et monument for krigssejlerne i Mindelunden. Det udformes af Per Arnoldi i sort granit og består af en 3x3 meter sort granitplade ved siden af flagstangen til venstre for det store gravfelt. Monumentets ene side tilhugges, så det imiterer en sort havoverflade og indeholder foruden en inskription et periskopsigte. Monumentet udføres uden navne på enkeltpersoner.

Per Arnoldis monument ”Sortladne hav” blev vinder af en idékonkurrence, hvortil der indkom 83 forslag. 

Initiativet til mindesmærket er støttet af regeringen men kommer oprindeligt fra Frihedskampens Mindefond. Det er budgetteret til at koste tre millioner kroner, som mindefonden vil fondsfinansiere. 


Læs mere


Hent kort