Mindesmærke for KZ-fanger

Mindesmærke for de danske ofre fra tyske tugthuse og koncentrationslejre, hvoraf 31 med modstandsbaggrund ligger begravet i KZ-gravene. Mindesmærket er udført af Axel Poulsen og har et fængselsgitter dækket af egeblade i sit center. Rundt om mindesmærket er der plantet egetræer i forlængelse af det kunstneriske udtryk,.

 

Foruden de mange modstandsfolk, der endte i tysk fangenskab, deporteredes også jøder, grænsegendarmer, politifolk, kommunister, "vanekriminelle", homoseksuelle samt en række andre minoritetsgrupper.

 

Listen over fængsler og kz-lejre, som tyskerne deporterede danske fanger til, er lang: Sachsenhausen, Buchenwald, Neuengamme, Dachau, Bergen-Belsen, Stutthof, Ravensbrück og Theresienstadt for at nævne nogle få. De umenneskelige forhold med underernæring, fysisk vold og mishandling har dog været fælles for alles fangenskab.